En typisk hverdag på vores højskole, starter som regel ved 07-tiden. Her står de fleste elever op og begynder så småt dagen. Nogle med en løbetur andre med et bad. Herefter står den på morgenmad i hytten eller i fællesområdet og med lidt søvn i øjnene falder snakken ofte på gårsdagens oplevelser eller hvad dagens undervisning mon byder på.
Undervisningen starter for det meste kl. 08.00, og kører til ca. 13.00 med både mindre indlagte pauser og en lidt længere frokostpause indbygget.
Efter en aktiv dag med spændende undervisning, er det meget forskelligt hvad dagen herefter byder på. Nogle dage er der mulighed for at deltage i en workshop (fx fotografi, fridykning, facilitering, massage, meditation, etc.) om eftermiddagen, og ellers kan det være alt lige fra spo rt (beachvolley, kajak, dykning, løb, fodbold, mountainbike, svømning, etc.), hygge på stranden, sightseeing, shopping, hike i naturen, jeepsafari eller hvad end eleverne nu finder på. Det kan også være at et af udvalgene (læs mere om dem andetsteds) har fundet på noget spændende, som de fleste - hvis ikke alle - deltager i.
Aftensmaden står man selv for, og oftest laver man mad sammen, med dem man bor i hytte med. Der bliver dog hurtigt lavet madgrupper på kryds og tværs af hytterne og det er altid hyggeligt og sjovt at se hvad de finder på.
Vi har højskoleaften en gang om ugen, så der spiser vi alle mad sammen, som en af hytterne har lavet til alle. Efter aftensmad er der underholdning i form af fx konkurrence, quiz, filmaften, spilaften, debataften , etc. - det står en af de andre hytter for.
Andre hverdags aftener går med alt muligt forskelligt og det er kun kreativitet og fantasi der sætter grænserne. Tit hygges der med film, sport, brætspil, mails og facebook, fest, aftenbadning, etc.
Weekender går tit med lidt større aktiviteter som fx dykkercertifikat, sportsturneringer, weekendture i nærområdet, (tema)fester, etc.









