
From all of me to all of you (på en eftermiddag i den tropiske skov på St. Croix:)
Travelling through time,
Is a joy of mine
Here to learn, here to be
Everything I experience requests me to believe
That in this Universe there must be something greater
Than what the eye of the body is able to see
A voice tells me that it is in the sight of the heart
that everything becomes clear to me
For nogle dage siden:
Jeg sætter mig til rette i sædet og spænder sikkerhedsbæltet. I det samme bliver jeg mindet om at intet her i livet er sikkert. Som en kendt filmreplik lyder: ”there are only two certainties in life. Death and taxes.” Jeg ser ud over det turkisblå vand, der holder vandflyet oppe, mens der bliver gjort klar til afgang. Der er en fin balancegang, ser jeg. Vandet er både liv og død. Det har to sider. Lige nu holder det os oppe men samtidig truer vandet også med at opsluge flyet og dets passagerer. Such is the terms of life. En cirkel af liv og død. Uden ende. (Dette lyder mere melankolsk end var intentionen.) Vandflyet sætter i gang, og farten tager til. Med den tiltager en sugende fornemmelse i min mave. Som var dette den første gang jeg fløj. Well, det er første gang jeg flyver i et vandfly. Det er første gang jeg flyver i dag. Det er første gang jeg ser verden fra et vandflys synspunkt. Og jeg er…”bare” glad. For here I am, svævende et sted mellem himmel og jord, under skyerne. Nadia og jeg talte på et tidpunkt om emnet stilhed. At det at være stille (især i andres nærhed) kunne være skræmmende. Det plejede jeg selv at synes, meget mere end jeg gør nu. For jeg var bange for hvad stilheden bragte. Bange for de tanker jeg måtte komme til at se, høre, føle. Hvilket bringer mig videre til tanken om det næste modul (og det sidste) vi skal i gang med i januar. (Lige nu er vi travlt beskæftiget med ”frivilligt arbejde” – modulet.) Personlig udvikling. Vi har været meget mange sammen, og meget lidt alene. Men stilheden, eftertænksomheden og refleksionen hører naturligt til i det sidste modul. Dér hvor vi, på smukke St. John kan få lov at mærke os selv, række ud efter os selv. Hvor vi kan stifte et bekendtskab med os selv som vi højst sandsynligt ikke har gjort i lang tid. Måske flere år. Måske endda aldrig. Vi kan hvis vi vil lytte til det barn der stadig lever i vores hjerter, og forsøger at fortælle os at vi har drømme, der venter. Drømme som gør os glade. I stedet for at forblive i vores tryghedszone, hvor kynikeren hersker (el. reptilhjernen, som Thomas har forklaret), kan vi vælge (”challenge by choice”) barnet.
Med dette rejsebrev udsender jeg et ønske, en bøn. Må vi alle have modet, viljen og styrken til at række hånden ud efter os selv. Efter den lille pige eller dreng der er blevet låst inde i et mørkt rum længst nede, fordi vi engang har fået at vide at dets ideer, følelser, kreativitet og entusiasme, er noget kynikeren ikke kan bruge til noget. ”For drømme er ikke mulige.” (Var der nogen der sagde reptilhjernen?)
Som en stille sang, uden ende, vedbliver barnet dog at nynne en melodi, der altid kommer frem her til jul:
When you wish upon a star
Makes no difference who you are
Anything your heart desires
Will come to you
If your heart is in your dreams
No request is to extreme
When you wish upon a star, As dreamers do
Charlotte Luxhøj
Læs mere på: www.charlotteluxhoej.dk

















